For mange er flytning lig kaos. Derfor har Bo.dk lavet en guide til, hvordan du planlægger og strukturerer din flytning, så den bliver så nem og overskuelig, som muligt:
Så snart, du ved, hvornår du kan overtage dit næste lejemål, bør du begynde at planlægge flytningen. Få styr på:
- Hvor meget skal flyttes
- Hvor mange flyttekasser skal der bruges
- Hvornår og hvordan skal alt indboet pakkes ned
- Hvornår skal selve flytningen foregå
- Hvilket transportmiddel skal bruges
- Hvem skal stå for flytningen
Hvor meget skal flyttes
Start med at få ryddet op i dine ejendele – sorter alt i skuffer, skaber, på loft og/eller i kælder og smid alt det ud, som der ikke er værd at gemme på. List derefter alle dine møbler og ejendele f.eks.
Møbler
- Sofa
- Sofabord
- Seng
- 2 Sengeborde
- 4 Kommoder
- 2 Skabe
- TV osv.
Ejendele
- Tøj
- Bøger/Magasiner
- Køkkenmaskiner
- Brætspil
- Mapper
- Nips
- Service osv.
Hvor mange flyttekasser skal der bruges
Det kan svært at vurdere, hvor mange flyttekasser man har brug for, men når du først har lavet listen over dine ejendele, kan du gennemgå den punkt for punkt og vurdere, hvor mange flyttekasser, der skal bruges til hvert punkt på listen. Det kommer altid bag på én, hvor meget ens ting fylder, så noter hellere et par kasser for meget end for lidt. Husk at tage højde for at flyttekasserne ikke må gøres tungere, end at de kan løftes og bæres af én person. Det er i den forbindelse en god idé at købe flyttekasser i forskellige størrelser – mindre flyttekasser til tunge ting, større flyttekasser til lette ting.
Du kan enten købe helt nye flyttekasser på nettet eller i dit lokale byggemarked eller overtage andres. Søg på DBA, Degulesider, Tradono eller i nogle af de mange Facebook grupper for køb/salg/bytte. Du kan også vælge at leje flyttekasserne billigt. Ulempen ved at leje flyttekasserne er dog, at du ikke må skrive på kasserne, hvilket ellers er til stor hjælp, både når man pakker ned og pakker ud.
Hvornår skal alt indboet pakkes ned og hvordan
De fleste undervurderer, hvor lang tid det tager at pakke hele deres hjem ned i flyttekasser, så start i god tid. Sæt en eller flere hele dage af til det lige op til selve flytningen, afhængig af hvor meget der skal pakkes ned, men start nedpakningen før og pak alt det ned, som du ved, at du alligevel ikke får brug for inden flytningen. Medmindre det er lige op til jul, kunne det f.eks. være alt julepynt, vintertøj- og sko. Det kunne også være alt i bogreolen, kommodeskufferne, samlingen af brætspil, vaser o. lign. Mange gør det, når de pakker deres ejendele i flyttekasser, at de skriver på flyttekassen, hvad der er i den. Vi opfordrer dig til at gribe det lidt anderledes an: Lav en liste, hvor du giver flyttekasserne numre og herpå skriver, hvad der er i den enkelte flyttekasse. Skriv så nummeret på flyttekassen, samt hvor flyttekassen skal placeres i det nye hjem. Det er nemmere, end at vedkommende, som bærer flyttekassen ind i dit nye hjem, skal gætte sig til, hvilket rum, den skal stå i, ud fra kassens indhold. Skriv dog indholdet af kasserne på de flyttekasser, som indeholder glas og porcelæn, så vedkommende, der flytter kassen ved, at han/hun skal være ekstra forsigtig.
Mærk kasserne på så mange sider som muligt. Pak kasserne med det tungeste i bunden og det letteste øverst, og husk at flyttekasserne ikke må gøres tungere, end at de kan løftes og bæres af én person.
Beskyt møbler ved at pakke dem ind i flyttetæpper, bølgepap eller bobbleplast. Du kan bruge kant- og hjørnebeskyttelse i foam til sårbare hjørner på fladskærme, malerier o.lign. Beskyt service og andre skrøbelig ejendele ved at pakke dem ind i bobleplads, bølgepap, tekstil eller avispapir og pak det ikke sammen med andre tunge ting. I nogle byggemarkeder og hos nogle flyttefirmaer kan du købe indsatser til dine glas.
Hvornår skal selve flytningen foregå
Få styr på datoen for selve flytningen så hurtigt som muligt, da der er en masse der skal koordineres i forbindelse med flytningen. Du skal måske have lånt eller lejet en bil, trailer eller flyttebil og du skal enten have booket flyttefolk, eller fundet andre, som kan hjælpe dig med flytningen. Jo bedre tid, du er ude i, jo nemmere bliver det.
Når du skal fastsætte dagen for flytning, så husk at du også skal have tid til at gøre fraflytningsboligen hovedrent, inden du overdrager nøglen.
Hvilket transportmiddel skal bruges/Hvem skal stå for flytningen
Hvem der skal stå for flytningen og hvilket transportmiddel, der skal bruges, afhænger af, hvor meget, der skal flyttes, hvor langt det skal flyttes, og hvor mange i din omgangskreds, der kan hjælpe dig med flytningen. Er der tale om et mindre flyttelæs, har du mange til at hjælpe dig, og er der ikke ret langt mellem din nye og gamle bolig, kan du nøjes med at bruge bil og trailer. Har du ikke selv en trailer, kan de enten lejes billigt på tankstationer eller lejes eller lånes gratis hos byggemarkeder eller møbelhuse. Du skal dog være opmærksom på, at dem, der låner trailere ud gratis, tager et gebyr for at reservere traileren på forhånd til dig.
Er der tale om et større flyttelæs og/eller er der langt mellem din nye og din gamle bolig, er det en fordel at bruge en flyttebil. I en flyttebil er der plads til at flytte flere og større ejendele, hvilket er lig færre køreture. Hvis du vil leje en flyttebil, skal du gøre op med dig selv om du helt eller delvist vil klare flytningen selv, eller om du vil betale dig fra det. Afhængig af hvor mange, du har til at hjælpe dig med flytningen, kan du vælge at:
- Leje flyttebil
- Leje flyttebil + chauffør
- Leje flyttebil + en eller flere flyttemænd, der hjælper med flytningen
- Leje flyttebil + flyttemænd, som klarer hele flytningen for dig
Hvis du kun vil leje en flyttebil uden chauffør/flyttemænd, skal du huske ikke at leje en flyttebil, som kræver stort kørekort, medmindre du eller én du kender, der vil hjælpe med flytningen, har det.
For at gøre flytningen nemmere for dig og dine hjælpere, kan du overveje at leje en eller flere møbelhunde og sækkevogn til at transportere møbler og flyttekasser til og fra flyttebil eller trailer.
Du kan også leje flyttetæpper, som du kan pakke dine møbler ind i, så de ikke bliver skadet under transporten. Har du lejet flyttebil + flyttemænd står de for det, og det er oftest inkluderet i prisen. Spørg for en sikkerheds skyld, når du booker.
Der findes et hav af flyttefirmaer, hvor du kan leje flyttebil med eller uden flyttemænd, og der er store forskelle i pris pr. times leje og prisen for antal kørte km fra firma til firma. Derfor er det en god idé at indhente tilbud fra flere forskellige, inden du beslutter dig for, hvor du vil leje. Husk at tjekke at den lejede flyttebil er ordentlig forsikret. Hvis du har lejet flyttebil + chauffør eller flyttebil + flyttemand, der hjælper med flytningen, og du betaler pr. time, kan du stille alle kasserne klar ude ved vejen til, når flyttebilen ankommer, så sparer du lidt tid og dermed også penge.